23948sdkhjf

Top-toy er også gået konkurs i Norge

Den norske afdeling af selskabet bag Toys"R"Us og BR Leker har ikke kunnet finde en køber og lukker derfor.

Legetøjsgiganten Top-Toy, der har stået som ejer af Toys"R"Us og Fætter BR i Danmark, er nu også gået konkurs i Norge. 

Det skriver det norske finansmedie E24. 

Det lykkedes ikke Top-Toy Norge at sælge sine 53 butikker, og derfor lukker legetøjsbutikkerne i weekenden i Norge, hvor Fætter BR er kendt under navnet BR Leker.

- Det er desværre ikke lykkedes os at sælge den norske del af forretningen, og vi må derfor i dag erklære, at vi indgiver en konkursbegæring, oplyser kurator John Sommer Schmidt i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Den norske konkurs sker under en måned, efter Top-Toy i Danmark gik konkurs 28. december. 

17. januar meldte den danske detailkoncern Salling Group, der ejer dagligvarebutikkerne Netto, Føtex og Bilka, at den ville opkøbe den danske del af Top-Toys brands og varelager, der har tilhørt Fætter BR.

Alt legetøjet fra Fætter BR-butikkerne i Danmark skal nu ud i lagerne hos Føtex og Bilka, oplyser Salling Group. 

Fungerende pressetalsmand Lars Bo Kirk oplyste tidligere til Ritzau, at flere end 3000 medarbejdere i de to legetøjskæder blev sagt op i forbindelse med konkursen i Danmark.

Salling Group har meddelt, at nogle af de fyrede kunne få mulighed for at få job hos dem.

Baggrunden for problemerne i Top-Toy er ifølge selskabet selv øget digitalisering, flere konkurrenter og ændrede legevaner hos børn.

Top-Toy havde indtil for nylig 226 BR-butikker og 72 Toys"R"Us-varehuse fordelt i Norden - herunder i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Ifølge erhvervsmediet Finans havde Top-Toy oprindeligt omkring 100 Fætter BR-butikker og 20 Toys"R"US-varehuse i Danmark. 

De skal nu afhændes til andre købere.

Jyllands-Postens erhvervsmedie finans.dk skriver, at Top Toy stadig er i gang med at lede efter købere til den svenske, finske og islandske afdeling.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096